EMF måler

Vi udsættes for kunstigt genererede elektromagnetiske felter i hjemmet, på arbejdet og mange andre steder gennem brug af elektrisk energi og vores moderne kommunikationsformer via WLAN, mobiltelefoner og satellitter. Styrken af disse felter kan bestemmes med en EMF-måler (EMF står for elektromagnetisk felt). De elektromagnetiske felter forplanter sig fra deres kilde til omgivelserne med lysets hastighed i bølger og kan måles med EMF-måleinstrumenter. Strålingens bølgelængde er direkte relateret til bølgens frekvens og er afgørende for effekten. Elektriske og magnetiske felter kan påvirke hinanden. Når man måler elektromagnetiske felter med en EMF-måleren, er det vigtigt at skelne mellem statiske felter, og om man måler nær eller langt fra lavfrekvente eller højfrekvente felter. Hvis måleafstanden til strålingskilden er op til tre bølgelængder, omtales dette som nærfeltet. Her er forholdet mellem magnetisk og elektrisk feltstyrke ikke konstant. Derfor bestemmes de elektriske og magnetiske feltstyrker i nærfeltet separat med EMF-måleren. I det fjerne felt med en afstand på mere end tre bølgelængder fra feltkilden er det tilstrækkeligt kun at måle den elektriske eller kun den magnetiske feltstyrke. Den anden variabel kan beregnes ud fra den første under fjernfeltsforhold. Beregningsalgoritmen gemmes ofte i EMF-testenheden, og det ønskede display kan vælges via kontrolpanelet.

EMF-måleren viser den elektriske feltstyrke E i volt pr. meter (V/m). Magnetfeltstyrken H måles i ampere pr. meter (A/m). Imidlertid indikerer en EMF-måler ofte den magnetiske induktion eller magnetiske fluxtæthed B i Tesla (T) eller Gauss (G). Om nødvendigt kan denne værdi konverteres til magnetfeltstyrken ved hjælp af den konstante magnetiske permeabilitet. Styrken af højfrekvente elektromagnetiske felter kan vises i EMF-måleren som V/m, A/m eller i W/m² eller W/cm². Når man skal vælge et EMF-måleinstrument, er det særligt vigtigt at sikre sig, at enheden kan dække de frekvensområder, der forekommer i det område, der undersøges. Hvis det er nødvendigt, bør der anvendes en ekstra EMF-testinstrumentet til det ellers ikke-detekterbare frekvensområde.

Mikrobølgerne med det brede frekvensområde på 300 MHz til 300 GHz er en undergruppe af høje -frekvente radiobølger i elektromag klassificeret i det netiske spektrum. De bruges ikke kun i mikrobølgeovne til at opvarme materialer, men også i radarteknologi til navigation og kontrol i luft- og skibstrafik og i trådløse kommunikationssystemer til mobilkommunikation, amatørradio, satellit-tv og radio, WLAN og Bluetooth.

Elektromagnetiske felter kan påvirke både levende væseners celler og funktionen af følsomme elektroniske enheder. En EMF måler kan bruges til at kontrollere, om og hvor stærke elektromagnetiske felter er i besatte områder og på installationsstederne for følsomme enheder. Elektromagnetisk energivurdering adskiller sig for statiske elektriske eller magnetiske felter, lavfrekvente elektriske eller magnetiske felter og radiofrekvente elektromagnetiske felter. Statiske elektriske og statiske magnetiske felter er permanent af samme styrke, så de har ingen frekvens. Lavfrekvente elektriske og lavfrekvente magnetiske felter er dem med frekvenser fra over nul op til 100 kilohertz. Felter med frekvenser fra 100 kilohertz til 300 gigahertz kaldes højfrekvente elektromagnetiske felter.

For så vidt muligt at udelukke uønskede virkninger på levende væsener, blev der udført test og fastsat grænseværdier. Hvorvidt og hvor de anbefalede grænseværdier overskrides, kan hurtigt og nemt kontrolleres ved hjælp af en EMF måler med et passende måleområde. For at gøre dette sammenlignes de målte værdier af EMF måleren med de definerede udløsningstærskler. I arbejdsmiljøforordningen om elektromagnetiske felter - EMFV 2016, som implementerer EU-direktiv 2013/35/EU i national lovgivning, opregner bilag 2 og 3 eksponeringsværdier og udløsningstærskler for elektromagnetisk stråling. Yderligere bindende regler er fastsat i DGUV Regel 15 - Forskrift om forebyggelse af ulykker "Elektromagnetiske felter" (juni 2001, BGV B11, tidligere VBG 25) og i DGUV Regel 103-013 - "Elektromagnetiske felter" (oktober 2001, BGR B11).